14. juni 2017
Der er fire grunde til, at en bank kan blive erklæret nødlidende eller forventeligt nødlidende:
På det tidspunkt, hvor en bank erklæres nødlidende eller forventeligt nødlidende, skal en af ovenstående betingelser være opfyldt eller forventeligt blive opfyldt.
En banks sammenbrud tillægges normalt meget stor betydning på grund af den centrale rolle, som bankerne spiller i økonomien. De yder vitale tjenesteydelser til enkeltpersoner og virksomheder, fx gennem deres långivning, ved at tage imod indskud og håndtere betalinger. Det er derfor vigtigt, at disse tjenesteydelser fortsætter i tilfælde af en banks sammenbrud.
Hertil kommer, at det finansielle system er meget integreret. Den seneste finansielle krise har vist, hvor hurtigt og kraftigt problemer i den finansielle sektor kan sprede sig, hvis de ikke tackles effektivt.
Når en bank er erklæret nødlidende eller forventeligt nødlidende, bliver den overtaget af Den Fælles Afviklingsinstans, der er afviklingsmyndigheden for signifikante banker, der er omfattet af det europæiske banktilsyn, og for grænseoverskridende mindre signifikante banker. Den beslutter, om der er en offentlig interesse i bankens afvikling (hvis ikke likvideres banken), og hvilke afviklingsforanstaltninger der bør anvendes.
Hovedmålene med afviklingen er:
ECB, der fører direkte tilsyn med omkring 120 signifikante banker, arbejder tæt sammen med Den Fælles Afviklingsinstans gennem hele afviklingsprocessen.
Planlægning er en vigtig del af en effektiv afvikling af banker, der er erklæret nødlidende eller forventeligt nødlidende.
Hvert år skal bankerne udarbejde genopretningsplaner, som vurderes af tilsynsmyndigheden (ECB for de signifikante bankers vedkommende). Genopretningsplaner indeholder mulige scenarier i en situation, hvor en bank kommer i økonomiske vanskeligheder, og de foranstaltninger, som banken kan træffe for at fortsætte sin virksomhed og således forhindre et sammenbrud. En bank i økonomiske vanskeligheder kunne fx rejse ny kapital, nedbringe planlagte udlån eller sælge aktiver.
Genopretningsplanen er på den ene side en slags livstestamente, hvoraf det fremgår, hvordan banken i påkommende tilfælde ville afvikle sine aktiviteter, hvis det blev besluttet, at den ikke længere er levedygtig. Formålet er at fastslå, hvilke af bankens funktioner der er kritiske, identificere og tage hånd om eventuelle hindringer for at kunne afvikle den og forberede en mulig genopretning. Afviklingsmyndigheden er ansvarlig for at forberede en afviklingsplan for hver enkelt bank på baggrund af den information, den får fra banken og fra tilsynsmyndigheden, som også høres i løbet af processen.
Efter at der er truffet afgørelse om, at en bank er nødlidende eller forventeligt nødlidende, vurderer Den Fælles Afviklingsinstans, om der er alternative private foranstaltninger, som kunne træffes for at forhindre dens sammenbrud inden for en rimelig tidsfrist, og om det er i samfundets interesse, at afviklingen finder sted (i stedet for at banken likvideres ved almindelig insolvensbehandling). Den Fælles Afviklingsinstans vurderer med andre ord, om en banks sammenbrud fx kunne forårsage finansiel ustabilitet eller forstyrrelser af markedet.
Hvis Den Fælles Afviklingsinstans fastslår, at der ikke er alternative private foranstaltninger, som er realiserbare, og at det er i samfundets interesse at afvikle, kan den vedtage en afviklingsordning.
Den Fælles Afviklingsinstans har en række forskellige afviklingsværktøjer til sin rådighed:
Der findes indskudsgarantiordninger i alle medlemslande, som refunderer indskud til indskyderne, hvis deres bank og deres indskud ikke længere er tilgængelige. Indskud op til 100.000 euro er dækket. Alle banker skal være medlem af en sådan ordning og betale bidrag til den.