Håndhævelsesforanstaltninger
Formålet med håndhævelsesforanstaltningerne er at tvinge banker under tilsyn til at overholde de tilsynsmæssige krav, der er fastlagt i tilsynsafgørelser eller forordninger. I modsætning til sanktioner har håndhævelsesforanstaltninger ikke til formål at straffe forseelser, og de finder kun anvendelse i tilfælde af igangværende overtrædelser.
Hvilke håndhævelsesforanstaltninger kan ECB træffe?
Tvangsbøder
Tvangsbøder er de centrale håndhævelsesforanstaltninger, der er direkte til rådighed for ECB. Inden for banktilsyn er tvangsbøder de beløb, som en bank under tilsyn skal betale, hvis den fortsat overtræder sine forpligtelser i henhold til tilsynslovgivningen eller ECB's tilsynsafgørelser.
Målet er at sikre rettidig overholdelse. Den pågældende bank skal betale et dagligt beløb – op til 5 pct. af dens gennemsnitlige daglige omsætning – for hver dag overtrædelsen varer, i en periode på højst seks måneder (hvorefter der kan træffes yderligere foranstaltninger).
I henhold til SSM-rammeforordningens artikel 132 offentliggør ECB de samlede beløb fra tvangsbøder, som ECB har pålagt inden for rammerne af sine tilsynsopgaver, overtrædelsens type og art og den pågældende bank under tilsyn.
Tvangsbøder pålagt af ECB
| Dato for ECB's afgørelse | Enhed under tilsyn | Samlet beløb (i EUR) | Yderligere oplysninger | Status for afgørelsen |
|---|---|---|---|---|
29. oktober 2025 | ABANCA Corporación Bancaria S.A. | 187.650 | Offentliggørelse Pressemeddelelse | Kan indbringes for Den Europæiske Unions Domstol |
Andre håndhævelsesforanstaltninger
ECB kan også anvende håndhævelsesforanstaltninger i henhold til den nationale gennemførelseslovgivning i de medlemsstater, der deltager i det europæiske banktilsyn.
Administrativ revision
ECB-afgørelser, som pålægger håndhævelsesforanstaltninger, kan revideres af Det Administrative Klagenævn efter anmodning fra den pågældende bank.