SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Tilladelser

På denne side skelnes der ikke mellem begreberne "bank" og "kreditinstitut".

Inden for rammerne af det europæiske banktilsyn er ECB den ansvarlige myndighed for banktilladelser.

Desuden foretager vi fit & proper-vurderinger for at vurdere, hvorvidt medlemmerne af ledelsesorganet i en enhed under tilsyn er egnede til at udøve deres funktion. Vurderingerne finder sted, når et kreditinstitut første gang får tilladelse til at påbegynde sin virksomhed, og når der er ændringer i ledelsesorganernes sammensætning.

Læs mere om fit & proper-vurderinger på dette websted: Fit & proper-vurderinger

Når ECB træffer afgørelser om tilladelser, anvendes EBA's fælles regelsæt (EBA Single Rulebook) og, hvor det er relevant, national lovgivning.

EBA Single Rulebook

De nationale tilsynsmyndigheder spiller en vigtig rolle i tilladelsesprocessen som første kontaktpunkt for ansøgningerne, der vurderes i tæt samarbejde med ECB. ECB arbejder også sammen med de nationale tilsynsmyndigheder om at sikre en ensartet tilgang og høje standarder på tværs af landene. Tilsynsforventningerne er fastsat i offentlige vejledninger.

Licensudstedelse

Udstedelse af licenser til banker

Licensudstedelsesproceduren skaber tillid til det finansielle system, fordi den sikrer, at de banker, der kommer ind på markedet, er egnede til at drive virksomhed. Der udstedes kun licenser til robuste banker, som overholder alle lovkrav. Den samme proces og de samme kriterier gælder for alle banker – både for dem med mere traditionelle forretningsmodeller og for dem, hvis forretningsmodeller er baseret på teknologisk innovation. Licensudstedelsesproceduren må dog ikke udgøre en hindring for konkurrence eller innovation.

Udstedelse af licenser til investeringsselskaber

Efter ikrafttrædelsen af den retlige ramme for investeringsselskaber (forordningen og direktivet om investeringsselskaber) er definitionen af "kreditinstitut" i kapitalkravsforordningen blevet ændret, så den omfatter investeringsselskaber, der er klassificeret som systemiske. Dette omfatter investeringsselskaber:

  • som har tilladelse til at handle for egen regning og/eller garantere afsætningen af/placere finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse (aktiviteter som omhandlet i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU),
  • hvis aktivers samlede værdi på individuelt niveau eller koncernniveau er på mindst 30 mia. euro (eller er underlagt tilsynsmæssige skønsbeføjelser, hvis værdien er under 30 mia. euro).

Investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for at være systemiske, skal ansøge om en banklicens senest på den dato, hvor de opfylder kriterierne. Fristen for anvendelse af forordningen om investeringsselskaber og gennemførelsen i national ret af direktivet om investeringsselskaber er den 26. juni 2021. Fra denne dato kan investeringsselskaber meddeles tilladelse som kreditinstitut og blive underlagt det europæiske banktilsyn. De, der klassificeres som signifikante, vil blive underlagt ECB's direkte tilsyn, og de, der klassificeres som mindre signifikante, vil blive underlagt de nationale tilsynsmyndigheders tilsyn under ECB's overvågning. ECB søger i sin overvågningsfunktion at sikre, at de fælles tilsynsstandarder anvendes ensartet i hele systemet. ECB arbejder i denne sammenhæng tæt sammen med de nationale tilsynsmyndigheder om en yderligere harmonisering af gennemførelsen af banktilsynsreglerne.

Kriterier

Under vurderingen af en banks licensansøgning tager ECB fire hovedområder i betragtning:

  • Størrelsen, kvaliteten, herkomsten og sammensætningen af det ansøgende kreditinstituts kapital og andre reguleringsmæssige krav

Det ansøgende kreditinstituts aktiviteter, organisationsstruktur og forretningsplan

  • Fit & proper-vurderinger af det ansøgende kreditinstituts ledelsesorgan
  • En egnethedsvurdering af det ansøgende kreditinstituts direkte og indirekte indehavere af kapitalandele.

ECB vurderer ansøgningerne i samarbejde med de relevante nationale tilsynsmyndigheder.

Tidsramme

Det tager normalt mellem seks og tolv måneder at træffe en afgørelse. I henhold til EU-retten skal en afgørelse træffes senest seks måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning, dog højst 12 måneder efter modtagelsen af ansøgningen. I nogle landes nationale lovgivning er fristerne kortere.

Proces
Licensudstedelse – procesLicensudstedelse – proces

* hvis det er relevant
** eller afslag fra den nationale tilsynsmyndighed

Erhvervelse af kvalificerede kapitalandele

ECB skal godkende erhvervelsen eller forøgelsen af en "kvalificeret kapitalandel" i en eksisterende bank. En kapitalandel betragtes som "kvalificeret", hvis den udgør mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne i banken, eller hvis den gør det muligt at udøve betydelig indflydelse på banken. Den gældende lovgivning fastsætter yderligere tærskelværdier (fx 20, 30 eller 50 pct. af aktierne og/eller stemmerettighederne, eller hvis banken bliver til et datterselskab). Godkendelsesprocessen skal sikre, at betydelige kapitalinteresser i banker kun kan erhverves af egnede indehavere af kapitalandele. Dette bidrager til at sikre et velfungerende banksystem.

Kriterier

ECB vurderer følgende kriterier:

  • den påtænkte erhververs omdømme
  • egnethed og hæderlighed, hvad angår de bestyrelsesmedlemmer, som den påtænkte erhverver ønsker at udnævne
  • den påtænkte erhververs finansielle soliditet
  • at den enhed, der påtænkes erhvervet, fortsat vil være i stand til at overholde de tilsynsmæssige krav efter erhvervelsen
  • hvorvidt transaktionen involverer – eller øger risikoen for – hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

ECB vurderer ansøgningerne i samarbejde med de relevante nationale tilsynsmyndigheder.

Tidsramme

Tilladelse til eller afslag på en erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel skal gives inden for 60 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning. Fristen kan forlænges med op til 30 arbejdsdage til højst 90 arbejdsdage. Når en ansøgning om erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel falder sammen med godkendelsen af et (blandet) finansielt holdingselskab, kan vurderingsperioden for erhvervelsen af den kvalificerede kapitalandel suspenderes yderligere, indtil det (blandede) finansielle holdingselskab er blevet godkendt.

Proces
Erhvervelse af kvalificerede kapitalandele – procesErhvervelse af kvalificerede kapitalandele – proces

* hvis det er relevant
** eller øverste daglige ledelse, hvis beføjelser er delegeret til den

Inddragelse af licenser

Både ECB og den relevante nationale tilsynsmyndighed har under visse omstændigheder ret til at tage initiativ til at inddrage en banklicens. Et kreditinstituts licens kan inddrages, hvis det ophører med at drive virksomhed, eller hvis det ikke længere opfylder de fastsatte krav.

Tidsramme

EU-retten fastsætter ikke en frist for, hvornår der skal træffes en afgørelse. Tidsplanen for en afgørelse afhænger af omstændighederne i den enkelte sag og eventuelle retlige eller proceduremæssige krav i henhold til gældende ret.

Proces

Inddragelse på ECB's initiativ

Inddragelse på ECB's initiativInddragelse på ECB's initiativ

* hvis det er relevant

Inddragelse på den nationale myndigheds initiativ

Inddragelse på den nationale myndigheds initiativInddragelse på den nationale myndigheds initiativ

* ofte på bankens anmodning
** hvis det er relevant
*** eller øverste daglige ledelse, hvis beføjelser er delegeret til den

Godkendelse af (blandede) finansielle moderholdingselskaber

Mange banker under tilsyn kontrolleres af et moderselskab. Det er vigtigt, at tilsynsmyndighederne også holder øje med dette moderselskab, navnlig hvis det opfylder betingelserne for klassificering som finansielt holdingselskab eller selvstændigt blandet finansielt holdingselskab. Et moderselskab opfylder betingelserne for klassificering som finansielt holdingselskab, hvis mere end 50 pct. af dets egenkapital, konsoliderede aktiver, indtægter, personale eller en anden indikator, som banktilsynsmyndigheden anser for relevant, er knyttet til datterselskaber, der er banker eller finansielle institutioner.

Dette sikrer et effektivt tilsyn med de banker, der kontrolleres af en anden virksomhed, samt en koordineret oversigt over hele koncernen (koncernen under tilsyn).

Efter indførelsen af CRD er moderselskabet for (blandede) finansielle holdingselskaber derfor også underlagt en godkendelsesprocedure. Når moderselskabet er godkendt, påtager det sig ansvaret for at sikre overholdelse af de konsoliderede tilsynskrav i hele koncernen under tilsyn. Tidligere var det datterselskab, der var meddelt tilladelse som kreditinstitut, ansvarligt for at sikre overholdelse af tilsynskravene på konsolideret niveau. Moderselskabet for et (blandet) finansielt holdingselskab kan også fritages for godkendelse, hvis de kumulative lovbestemte betingelser er opfyldt, og et andet selskab inden for koncernen påtager sig dette ansvar.

ECB er som tilsynsmyndighed for en signifikant bankkoncern ansvarlig for at godkende eller fritage disse moderselskaber for (blandede) finansielle holdingselskaber fra godkendelse. I nogle tilfælde træffer ECB en fælles afgørelse med en anden kompetent myndighed uden for SSM. De nationale tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med mindre signifikante bankkoncerner, er ansvarlige for at godkende eller fritage moderselskaberne for disse koncerner fra godkendelse.

Mindst én gang om året skal tilsynsmyndighederne offentliggøre listen over de (blandede) finansielle holdingselskaber, der er blevet godkendt eller fritaget fra godkendelse, på deres websted.

Kriterier

For at blive godkendt skal moderselskabet for det (blandede) finansielle holdingselskab opfylde følgende kriterier:

  • Passende interne ordninger og opgavefordeling inden for koncernen under tilsyn, som sætter den i stand til effektivt at koordinere alle datterselskaber, forebygge eller håndtere konflikter inden for koncernen og håndhæve koncernens politikker.
  • Koncernens struktur forhindrer ikke et effektivt tilsyn med datterbankerne eller moderselskabet. Moderselskabets rolle og position i koncernen, som der føres tilsyn med, og den overordnede ejerstruktur er vigtige faktorer i denne henseende.
  • Kravene til aktionærernes egnethed og direktørernes egnethed og hæderlighed er opfyldt.

Hvis disse kriterier er opfyldt, giver ECB sin godkendelse og overvåger løbende, at de er opfyldt. ECB kan, hvis kriterierne ikke er opfyldt – eller ikke længere er opfyldt – pålægge moderselskabet tilsynsforanstaltninger for at sikre eller genoprette et effektivt tilsyn og overholdelse af kravene.

Moderselskabet for det (blandede) finansielle holdingselskab skal opfylde alle nedenstående kriterier for at blive fritaget for godkendelse:

  • Moderselskabets hovedaktivitet består i at erhverve kapitalandele.
  • Moderselskabet er ikke udpeget som afviklingsenhed.
  • Et andet datterselskab i koncernen under tilsyn er udpeget som ansvarligt med henblik på koncernens overholdelse af tilsynskrav på konsolideret niveau.
  • Moderselskabet træffer ikke beslutninger, der berører hele koncernen under tilsyn.
  • Der er ikke nogen hindringer for et effektivt tilsyn med koncernen.

Vi vurderer nøje, om disse kriterier er opfyldt. Det er kun muligt at blive fritaget for godkendelse, når alle ovennævnte kriterier er opfyldt.

Tidsramme

Hvis det er ECB's hensigt at afvise en godkendelse eller fritagelse, underrettes ansøgeren herom senest fire måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning. ECB træffer under alle omstændigheder en afgørelse senest seks måneder efter at have modtaget ansøgningen.

Proces
Tilsynsmyndighedernes godkendelseTilsynsmyndighedernes godkendelse

Mellemliggende moderselskab i EU

Når to banker i Den Europæiske Union tilhører den samme koncern i et tredjeland, skal de oprette en fælles modervirksomhed i EU. Dette kaldes et mellemliggende moderselskab i EU.

Denne modervirksomhed kan være en bank, et finansielt holdingselskab, et blandet finansielt holdingselskab eller i visse tilfælde et investeringsselskab.

Kravet om, at tredjelandskoncerner skal have en fælles modervirksomhed i EU, gælder for koncerner med samlede EU-aktiver på mindst 40 mia. euro. Dette omfatter aktiver i tredjelandskoncernens filialer i EU.

En fælles modervirksomhed i EU giver mulighed for at foretage et konsolideret tilsyn med ellers selvstændige enheder. Herved kan tilsynsmyndighederne bedre danne sig et fuldstændigt billede af de risici, som følger af alle tredjelandskoncernens aktiviteter i EU.

Find flere oplysninger herom i de ofte stillede spørgsmål

Pasordningsprocedurer

En bank, som har tilladelse i et land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), ønsker måske en tilladelse til at drive bankvirksomhed i et andet EØS-land. Banken kan enten gøre dette ved at levere tjenesteydelser eller oprette en filial. På grundlag af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser og fri etablering, der gælder for aktiviteter, der er gensidigt anerkendte, skal banken have én tilladelse, dvs. en tilladelse i det land, hvor den oprindelig er etableret. Banken skal meddele tilsynsmyndigheden i hjemlandet, at den agter at levere tjenesteydelser eller oprette en filial i et andet EØS-land. Den skal desuden underrette tilsynsmyndigheden om eventuelle ændringer i disse aktiviteter. Til dette formål skal den anvende formularerne i EBA's lovgivningsmæssige tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder. Banken kan bruge IMAS-portalen til at indsende disse meddelelser til hjemlandets tilsynsmyndighed. Denne tilsynsmyndighed underretter tilsynsmyndigheden i værtslandet om bankens planlagte aktiviteter. Derefter kan banken påbegynde sine nye aktiviteter, når tidsfristen for meddelelser er udløbet.

EBA: Passporting and supervision of branches

Fusioner og spaltninger

Det er nødvendigt med godkendelse fra ECB i forbindelse med fusioner og spaltninger, der involverer finansielle institutter såsom banker, investeringsselskaber og (blandede) finansielle moderholdingselskaber under ECB's tilsyn. Dette sikrer, at strukturelle ændringer i bankkoncernerne lever op til de reguleringsmæssige standarder og ikke svækker den finansielle stabilitet. Godkendelsesprocessen for signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn har til formål at sikre, at den nystiftede eller fraspaltede enhed kan fungere effektivt, og at dens aktiviteter er solide set ud fra et tilsynsmæssigt perspektiv, og at den dermed støtter den stabile funktion af banksektoren.

Tilsyn. Hvad går det ud på? Hvad er ECB's rolle i forbindelse med bankfusioner og -overtagelser?

Kontaktoplysninger: fusioner og spaltninger

Send en e-mail til det relevante kontaktpunkt for spørgsmål om fusioner og spaltninger, som findes sammen med IMAS-portalen til indsendelse af ansøgninger.

ECB's kompetenceområder

ECB er eneansvarlig for at vurdere ansøgninger vedrørende signifikante institutter. Alle andre ansøgninger vedrørende mindre signifikante institutter behandles af den relevante nationale tilsynsmyndighed.

Kriterier og vurdering

ECB anvender følgende kriterier i sin vurdering af ansøgningerne:

  • de involverede finansielle institutters ry
  • de involverede finansielle institutters finansielle soliditet
  • den nystiftede eller fraspaltede enheds evne til fortsat at overholde de tilsynsmæssige krav efter fusionen eller spaltningen
  • hvorvidt gennemførelsesplanen for fusionen eller spaltningen er realistisk og velfunderet set fra et tilsynsmæssigt perspektiv
  • hvorvidt fusionen eller spaltningen involverer eller øger risikoen for hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Baseret på artikel 27i, stk. 2, i direktiv 2024/1619 kan ECB, efter en indledende forhåndsscreening af fusionsanmeldelsen, beslutte ikke at vurdere fusioner, der omfatter enheder fra samme koncern, herunder en kreditinstitutkoncern, der er fast tilknyttet et centralt organ, og som er underlagt tilsyn som koncern. I disse tilfælde vil ECB sende et brev til ansøgeren, hvori det bekræftes, at der ikke vil finde en vurdering sted i overensstemmelse med de fem vurderingskriterier, der er fastsat i artikel 27j, stk. 1, i direktiv 2024/1619, og at ECB ikke vil modsætte sig fusionen eller spaltningen inden for vurderingsperioden. Fusionen eller spaltningen kan derfor gennemføres, forudsat at øvrige relevante godkendelser foreligger.

Tidsramme

En fusion eller spaltning, der gennemføres af enheder i samme koncern, skal godkendes eller afvises inden for 60 arbejdsdage efter modtagelsen af en komplet ansøgning. Denne tidsfrist kan forlænges med op til 30 arbejdsdage, dvs. 90 arbejdsdage i alt, hvis tilsynsmyndigheden anmoder om yderligere oplysninger, som er nødvendige for at vurderingen kan fuldføres. For fusioner eller spaltninger, der gennemføres at enheder, der ikke er i samme koncern, er der i EU-lovgivningen ikke fastsat nogen specifik tidsfrist, men national lovgivning kan dog fastsætte en særlig tidsfrist for gennemførelsen af sådanne fusioner eller spaltninger.

Proces
Mergers and divisions - process

* eller den øverste ledelse, hvis beføjelser er delegeret til den; visse fusioner mellem enheder, der tilhøre samme koncern, medfører ikke en beslutningsprocedure.
** For visse fusioner mellem enheder, der tilhører samme koncern, foretagers der ingen vurdering, og der udstedes ingen afgørrelse. Ansøgeren informeres pr. brev.

Alle sider i dette afsnit

Whistleblowing