Hvad er tvangsbøder?
Tvangsbøder er en af de håndhævelsesforanstaltninger, ECB kan benytte i henhold til EU-lovgivningen. De findes af en meget god grund – for at få bankerne til hurtigst muligt at opfylde kravene i ECB's tilsynsafgørelser eller ECB's forordninger.
Hvis ECB pålægger tvangsbøder, skal banken i en periode på maksimalt seks måneder betale en bøde på op til 5 pct. af dens gennemsnitlige daglige omsætning for hver dag, den ikke opfylder et krav.
Hvordan pålægger ECB tvangsbøder?
Første fase
ECB fortæller banken – i en ECB-afgørelse, der fastsætter kravene – at den skal udføre bestemte handlinger for at afhjælpe en konstateret mangel inden for en bestemt tidsfrist.
Anden fase
Hvis en bank overholder den fastsatte frist, stopper processen, og banken er ikke underlagt nogen foranstaltninger.
Hvis en bank ikke opfylder kravene inden for fristen:
- Hvis den første afgørelse er kombineret med en afgørelse om, at der automatisk påløber bøder, hvis kravene ikke opfyldes, pålægges bøder med start efter fristens udløb, dvs. at der ikke kræves en efterfølgende afgørelse om pålæg af tvangsbøder.
- Hvis den første afgørelse ikke er kombineret med en afgørelse om, at der automatisk påløber bøder, hvis kravene ikke opfyldes, vil ECB pålægge tvangsbøder i en ny, særskilt ECB-afgørelse. Bøderne påløber derefter fra den dato, der er fastsat i afgørelsen.
Det betyder ikke, at banken skal overføre penge til ECB hver dag efter fristens udløb. Det betyder, at det endelige beløb, som banken skal betale ved processens afslutning, stiger for hver dag, banken ikke opfylder kravene. Ved begge metoder kan tvangsbøder påløbe i op til seks måneder efter startdatoen. Under hele processen har banken og ECB regelmæssige udvekslinger, hvor de drøfter de fremskridt, banken gør i retning af at opfylde kravene.
Tredje fase
Når en bank opfylder kravene, eller der er påløbet tvangsbøder i en periode på højst seks måneder – alt efter hvilken dato der kommer først – påløber der ikke yderligere tvangsbøder. ECB underretter banken om et udkast til den endelige afgørelse om håndhævelse med angivelse af det antal dage, banken ikke har opfyldt kravene, samt det samlede påløbne bødebeløb. Banken kan herefter kommentere udkastet, før det formelt vedtages.
Fjerde fase
Når ECB har modtaget bankens kommentarer, vedtager ECB sin endelige afgørelse om håndhævelse. ECB offentliggør derefter oplysninger om afgørelsen på sit websted, herunder bankens navn, overtrædelsens type, art og varighed samt det endelige beløb, som banken skal betale i bøde. De endelige tvangsbøders størrelse fastsættes individuelt for hver bank, men den kan udgøre helt op til 5 % af bankens gennemsnitlige daglige omsætning for hver dag, banken ikke opfylder kravene.
Kan banken anke afgørelsen?
Banken kan anke afgørelsen til Det Administrative Klagenævn eller Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen), hvis den ønsker det. Banken kan også først anke afgørelsen til Det Administrative Klagenævn og efterfølgende til EU-Domstolen.
Hvad sker der, hvis en bank fortsat ikke overholder kravene efter seks måneder?
Hvis en bank fortsat ikke overholder kravene efter maksimumsperioden, kan ECB benytte andre tilsynsværktøjer, herunder sanktioner, til at håndhæve sine afgørelser.
Hvorfor skal bankerne bekymre sig om klimaændringer?
Klima- og miljørisici spiller en stadig større rolle for bankerne. Læs om, hvordan ekstreme vejrforhold kan påvirke bankerne, og hvad de kan gøre for at bevare deres vigtige rolle som långivere i fremtiden og bidrage til overgangen til en kulstoffattig økonomi.
Forberedelser til det det næste årti med europæisk banktilsyn
Vi råder over omfattende tilsynsværktøjer, som vi er villige til at bruge, siger næstformand for Tilsynsrådet, Frank Elderson. Den forholdsmæssige brug af tilsynsbeføjelser til at tvinge bankerne til at afhjælpe svagheder er ikke bare en bekvemmelighed – det er bedste praksis, som anvendes internationalt og bidrager til, at bankerne forbliver sikre og veldrevne.
Læs Frank Eldersons taleMan skal kende sine risici for at kunne håndtere dem – bankernes væsentlighedsvurderinger
Efter vi er begyndt at håndhæve tidsfristerne for bankernes vurdering af deres egen eksponering over for klima- og miljørisici, har de fleste banker øget indsatsen, siger næstformand for Tilsynsrådet, Frank Elderson. Men der venter meget mere arbejde forude.
Læs indlægget i banktilsynets blog