Tilsynsforanstaltninger

Det er afgørende, at kreditinstitutterne overholder de tilsynsmæssige krav, som stilles til dem, så deres sikkerhed og soliditet sikres, og at der samtidig sikres et stabilt finansielt system i EU. Derfor træffer ECB rettidige og passende foranstaltninger, så snart den har grund til at nære mistanke om, at en enhed under tilsyn ikke overholder de tilsynsmæssige krav eller forpligtelser, den er pålagt ved lov, forordninger eller tilsynsafgørelser, eller at den er (eller sandsynligvis vil være) involveret i usikker eller usund praksis, som kan bringe den pågældende enhed under tilsyn eller banksystemet i fare.

Rettidig identifikation af mangler (kaldet "konklusioner") og de dermed forbundne anmodninger om korrigerende foranstaltninger er rygraden i banktilsyn. Det betyder, at tilsynsmyndighederne klarlægger deres bekymringer og gør bankerne opmærksom på dem på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt til at sikre effektiv afhjælpning med det samme. Tilsynsmyndighederne er også klar til at eskalere, hvis afhjælpningsprocessen ikke går så hurtigt som forventet, eller hvis konklusionerne er så alvorlige, at et sådant skridt er nødvendigt. Det er afgørende, at tilsynsprocessen og dens korrigerende funktion er effektive. Det er også i bankernes egen interesse at samarbejde med ECB i denne bestræbelse.

ECB har til dette formål en lang række værktøjer til rådighed, som giver mulighed for at træffe tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger og/eller pålægge effektive sanktioner, som er forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Det sikrer, at den berørte bank overholder de tilsynsmæssige krav, og at andre afskrækkes fra at begå forseelser.

Tilsynsforanstaltninger har til formål at sikre, at bankerne tager de nødvendige skridt på et tidligt tidspunkt. Målet er at sikre forsvarlig styring og dækning af deres risici, og at enhver manglende overholdelse eller risiko for manglende overholdelse af tilsynsmæssige krav håndteres. Hvis en bank ikke overholder (eller i de følgende 12 måneder sandsynligvis ikke vil overholde) de gældende tilsynsmæssige krav, eller der er problemer med dens styring af eller evne til at dække risici, kan ECB udstede ikke-bindende henstillinger, fastsætte forventninger eller kræve, at bankerne bl.a.:

• forelægger en handlingsplan for fornyet opfyldelse af de tilsynsmæssige krav
• rapporterer supplerende oplysninger eller rapporterer hyppigere
• styrker deres ordninger, processer og strategier
• begrænser variabel aflønning
• anvender deres nettooverskud til at styrke kapitalgrundlaget
• reducerer den iboende risiko i visse aktiviteter, produkter og systemer
• efterlever ECB's restriktioner om eller forbud mod udlodning til aktionærer eller indehavere af hybride kernekapitalinstrumenter
• har supplerende egenkapital
• begrænser deres forretning, transaktioner eller netværk, eller stille krav om at opgive aktiviteter, der indebærer for stor risiko for et instituts soliditet
• genvurderer egnetheden og hæderligheden af medlemmer af ledelsesorganet. 

Nogle af disse foranstaltninger er forklaret nærmere i kapitalkravsdirektivet (CRD), som gennemført i bindende national lovgivning, og SSM-forordningens artikel 16.

Alle disse værktøjer varierer i intensitet, og det kræver et tilsynsmæssigt skøn at vælge det rigtige i den pågældende situation afhængigt af de specifikke omstændigheder. Som hovedregel søger ECB at efterleve sit mandat gennem tilsynsdialog, idet den samarbejder med bankerne om at identificere og håndtere mangler, inden bankernes sikkerhed og soliditet trues. I nogle tilfælde er konklusionerne så alvorlige, at ECB er nødt til at træffe indgribende tilsynsforanstaltninger fra starten. I andre tilfælde reagerer bankerne måske ikke korrekt på de indledende foranstaltninger, så ECB må øge niveauet af indgreb ved at træffe yderligere foranstaltninger, jo længere et problem forbliver uløst.

De foranstaltninger, der er til rådighed (som ikke udelukker hinanden), kan anvendes sammen eller en efter en, men der er ingen automatisk rækkefølge. Det betyder, at et eller flere trin i eskaleringsrammen kan springes over, hvis det kræves ud fra konklusionernes omfang eller (utilfredsstillende) fremskridt med afhjælpningsprocessen. Normalt bliver der færre værktøjer til rådighed, efterhånden som eskaleringsprocessen skrider frem. ECB kan fx i første omgang benytte en henstilling til at opfordre en bank til at udarbejde en handlingsplan med henblik på håndtering af bestemte mangler, men visse aspekter af denne plan eller andre specifikke foranstaltninger kan gøres retskraftige gennem pålæggelse af bindende krav, hvis det foregående samarbejde ikke er lykkedes. Eftersom eskaleringsrammen bygger på et tilsynsskøn og afhænger af de specifikke omstændigheder, kan anmodningen om en handlingsplan fra starten pålægges som et bindende krav med eller uden specifikation af indholdet. I andre tilfælde kan konklusionernes alvorlige grad eller bankens adfærd berettige en umiddelbar vedtagelse af håndhævelsesforanstaltninger eller pålæggelse af sanktioner samtidig med anvendelsen af tilsynsforanstaltninger.

På vej gennem eskaleringsrammen tager tilsynsmyndighederne også hensyn til et sæt principper, som sikrer effektiv identifikation, udstedelse og afhjælpning af deres konklusioner og foranstaltninger (som forklaret i denne tale af næstformanden). Specifikt gælder det, at når der opdages problemer i en bank:

• begynder tilsynsmyndighederne med at undersøge årsagerne til problemerne, hvilket sætter dem i stand til at samle deres konklusioner omkring disse årsager frem for blot at håndtere konsekvenserne

• benytter tilsynsmyndighederne proportionalitetsprincippet til at prioritere deres fokus og tilpasse niveauet af tilsynsintensitet, alt efter hvor alvorlige problemerne og deres omstændigheder er
• formulerer tilsynsmyndighederne deres tilsynshandlinger med klar tilkendegivelse af de resultater, de søger, og meddeler bankerne deres forventninger, idet de sikrer, at bankerne ved, hvad der forventes af dem, og inden for hvilken frist
• når foranstaltningerne er meddelt bankerne, overvåger tilsynsmyndighederne deres gennemførelse og bekræfter bankernes forpligtelse til opfølgning og afhjælpning på en passende måde inden for den angivne frist – i denne del af processen er der ofte et regelmæssigt samspil med bankerne, som regel hyppigere for de mere alvorlige problemer
• når bankerne ikke håndterer forhold i det forventede tempo og dermed ikke opfylder tilsynsforventningerne i fuldt omfang, er tilsynsmyndighederne klar til at eskalere og tage strengere skridt for at sikre effektiv afhjælpning med det samme
• alt efter hvor komplekse konklusionerne er, planlægger tilsynsmyndighederne eskaleringsstrategier fra starten, idet de forbereder sig på yderligere handling(er), når der er behov for det, og sikrer klar kommunikation med bankerne om de eventuelle konsekvenser af ikke at overholde tilsynsforanstaltninger.