Search
SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Supervisory approach and methodologies

PÅ DENNE SIDE

Den tilgang og de metoder, som ECB anvender i tilsynet med og overvågningen af mindre signifikante institutter, skal finde en balance mellem harmonisering og hensyntagen til særlige lokale forhold og proportionalitet.

Tilsynsprioriteter

Hvert år foretager ECB Banktilsyn sammen med de kompetente nationale myndigheder en grundig vurdering af de vigtigste risici og sårbarheder for de signifikante institutter under dets direkte tilsyn og fastsætter sine strategiske prioriteter for de næste tre år. Disse prioriteter finder direkte anvendelse på signifikante institutter, men er også en rettesnor for de kompetente nationale myndigheder, når de overvejer deres prioriteter for tilsynet med mindre signifikante institutter i deres jurisdiktion, idet der også tages hensyn til særlige lokale forhold og proportionalitet.

Proportionalitet i tilsynet med og overvågningen af mindre signifikante institutter

Proportionalitetsprincippet sikrer, at tilsynsmyndighedens forventninger og krav svarer til størrelsen, den systemiske betydning og risikoprofilen af de banker, der er under tilsyn, og at tilsynsressourcerne fordeles effektivt.

Dette indebærer i det væsentlige en tilpasning af tilsynets art og intensitet efter den enkelte bank under hensyntagen til dens risikoprofil, forretningsmodel eller størrelse uden at bringe dens tilsynsmæssige stilling i fare. De generelle midler og karakteristika, der henvises til i forbindelse med proportionalitetsvurderingen, er anført i Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA's) retningslinjer for intern ledelse.

Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM) indarbejder proportionalitet i tilsyn og overvågning på flere måder.

Klassifikationsordningen udgør et vigtigt udgangspunkt for anvendelsen af proportionalitetsprincippet. For det første giver differentieringen mellem signifikante og mindre signifikante institutter en skala til at skræddersy tilsynsintensiteten efter. Desuden har der været yderligere grupperinger af mindre signifikante institutter med indførelsen af små og ikkekomplekse kreditinstitutter i kraft af den ændrede kapitalkravsforordning (CRR) II og med klassifikationen af mindre signifikante institutter med høj risiko og stor indvirkning baseret på metoderne i SSM-rammeforordningen. Med klassifikationsordningen omsættes bankernes risikoprofil, forretningsmodel eller størrelse til flere niveauer af tilsynsengagement (med hensyn til hyppighed, omfang og dybde af tilsynskontrollen) og opgaver, fx i forbindelse med tilsynsrapportering. 

I overensstemmelse med den tilsynsmæssige rapporteringsramme anvendes proportionalitetsprincippet ved at reducere omfanget af regnskabsaflæggelse for mindre institutter, som ville drage fordel af mere selektiv datapunktindberetning frem for fuld indberetning. Se afsnittet om rapportering for yderligere oplysninger.

Vurderingsmetoderne i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP) er et centralt element i tilsynskontrollen, da de fastsætter forskellige niveauer for tilsynsintensitet og placerer mindre signifikante institutter i forskellige prioritetskategorier, hovedsagelig med hensyn til hyppigheden og detaljeringsgraden af tilsynsmæssige vurderinger. Sammenlignet med de SREP-metoder, der anvendes på signifikante institutter, omfatter SREP-metoderammen for mindre signifikante institutter generelt mindre intense forventninger, vurderingsniveauer og -hyppighed.

Endelig afspejles proportionalitet også i mange andre tilsynsmæssige vurderingsmetoder, fx i ECB's fit & proper-vurderinger.

Pentti Hakkarainens tale om proportionalitet i banktilsyn, Basel, 9. maj 2019

Metode til at bestemme små og ikkekomplekse institutter

CRR II indførte begrebet små og ikkekomplekse institutter. For at blive kvalificeret som sådan skal et institut opfylde de ni kriterier, der er anført i forordningens relevante artikel (artikel 4, stk. 1, nr. 145).

Størrelse

Det er ikke et stort institut (dvs. det hører ikke ind under andre systemisk vigtige institutter og er ikke et af de tre største i sit land).

Størrelse

Den samlede værdi af dets aktiver udgjorde i gennemsnit under 5 mia. euro i de seneste fire år.

Størrelse

Det udarbejder ikke en fuldstændig genopretnings- eller afviklingsplan.

Kompleksitet

Det har en mindre handelsbeholdning (dvs. mindre end 20 mio. euro og mindre end 6 pct. af de samlede aktiver).

Kompleksitet

Den samlede værdi af dets derivatpositioner, der besiddes med handelshensigt, overstiger ikke 2 pct. af dets samlede balanceførte og ikkebalanceførte aktiver, og den samlede værdi af dets derivatpositioner overstiger ikke 5 pct. af dets samlede balanceførte og ikkebalanceførte aktiver.

Kompleksitet

Dets aktiver og passiver med modparter beliggende i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde overstiger 75 pct. af de samlede aktiver og passiver.

Kompleksitet

Det har ingen interne modeller (bortset fra dem, der er udviklet af koncernen).

Andet

Det accepterer at være et lille og ikkekomplekst institut.

Andet

Dets kompetente nationale myndighed har ikke afvist dets status som lille og ikkekomplekst institut.

Det er primært op til bankerne selv at afgøre, om de er små og ikkekomplekse institutter, og i princippet bør de gøre det løbende. Mindre signifikante institutter forventes at underrette deres kompetente nationale myndigheder om, hvornår deres status ændres, dvs. hvornår de kan klassificeres som små og ikkekomplekse institutter, eller hvornår de ikke længere opfylder alle kriterierne i kapitalkravsforordningen. Det udelukker ikke, at de kompetente nationale myndigheder kan afgøre, om banker under deres tilsyn bør betragtes som små og ikkekomplekse institutter i overensstemmelse med kapitalkravsforordningens relevante kriterier, og at de kompetente nationale myndigheder kan meddele resultatet af disse afgørelser til de pågældende banker. Status som lille og ikkekomplekst institut har betydning for fx finansiel rapportering om gennemførelsen af tekniske standarder.

Metode til at bestemme mindre signifikante institutter med høj risiko og stor indvirkning

I forbindelse med ECB's overvågning af tilsynet med mindre signifikante institutter hedder det i SSM-rammeforordningen, at "ECB definerer generelle kriterier, navnlig under hensyntagen til den berørte mindre signifikante enhed under tilsyns risikosituation og potentielle indflydelse på det indenlandske finansielle system, for at fastslå hvilke oplysninger der skal meddeles om hvilke mindre signifikante enheder under tilsyn".

ECB skelner mellem mindre signifikante institutter med henholdsvis stor indvirkning og høj risiko.

Mindre signifikante institutter med stor indvirkning

Mindre signifikante institutter med stor indvirkning klassificeres som sådan ud fra kriterier som størrelse, betydning for økonomien, grænseoverskridende aktiviteter og forretningsmodel. Desuden bør mindst tre mindre signifikante institutter pr. land klassificeres som mindre signifikante institutter med stor indvirkning for at sikre minimumsdækning, selvom der er mulighed for undtagelser. Et mindre signifikant institut, der betragtes som et lille og ikkekomplekst institut i henhold til CRR II, kan ikke betegnes som et mindre signifikant institut med stor indvirkning, medmindre det er det største mindre signifikante institut i en jurisdiktion, hvor alle mindre signifikante institutter er klassificeret som små og ikkekomplekse institutter.

Mindre signifikante institutter med høj risiko

Mindre signifikante institutter med høj risiko klassificeres som sådan på grundlag af en risikovurdering foretaget af den relevante kompetente nationale myndighed og deres overholdelse af kapital- og gearingskravene.

Identifikationen af mindre signifikante institutter med stor indvirkning foretages en gang om året, hvorefter resultatet offentliggøres. Derimod opdateres listen over mindre signifikante institutter med høj risiko hvert kvartal, men resultatet offentliggøres ikke.

Klassifikationen anvendes ikke kun af ECB og de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med meddelelsesrammen, men har også konsekvenser for tilsynets intensitet, fx for SREP-vurderingernes hyppighed.

Fortegnelse over mindre signifikante institutter med stor indvirkning

SREP-vurderinger af mindre signifikante institutter

Formålet med SREP er at fremme et robust banksystem og et sundt udbud af finansielle tjenesteydelser til økonomien. I SREP indgår en omfattende vurdering af bankernes strategier, processer og risici, og der anlægges et fremadrettet perspektiv med henblik på at fastsætte, hvor meget kapital den enkelte bank har behov for til at dække sine risici.

ECB og de kompetente nationale myndigheder har siden 2015 arbejdet sammen om at udvikle en fælles SREP-metode for mindre signifikante institutter, der er baseret på EBA's SREP-retningslinjer og bygger på både SREP-metoden, der anvendes til signifikante institutter, og eksisterende nationale SREP-metoder.

SREP for mindre signifikante institutter sigter mod at give større tilsynsmæssig konvergens i sektoren for mindre signifikante institutter og samtidig bidrage til et minimumsniveau af harmonisering og et kontinuum i vurderingen af signifikante og mindre signifikante institutter. Som direkte tilsynsmyndigheder for de mindre signifikante institutter er de kompetente nationale myndigheder fortsat fuldt ansvarlige for at foretage vurderingerne og træffe afgørelse om, hvilke kapital-, likviditets- og kvalitative foranstaltninger der skal træffes.

SREP-metoden afspejler proportionalitetsprincippet, idet den fastsætter, i hvilket omfang tilsynsmyndighederne skal samarbejde med deres mindre signifikante institutter. Omfanget af tilsynsengagementet afhænger af, hvilken prioritet et bestemt mindre signifikant institut har, og arten af dets aktiviteter – det kalder vi for en minimumsmodel for tilsynsengagement. Derfor vil SREP ikke være ens for de forskellige mindre signifikante institutter. Det gælder fx intensiteten af vurderingen, de oplysninger, som det mindre signifikante institut skal forelægge tilsynsmyndigheden, og tilsynsmyndighedens forventninger til det mindre signifikante institut.

Siden 2018 har de kompetente nationale myndigheder kunnet vælge implementering af den fælles SREP-metode ad flere omgange og som minimum anvende den til de højt prioriterede mindre signifikante institutter. Dette vil dog gælde for alle mindre signifikante institutter senest i 2022. Når det er sagt, giver metoden de kompetente nationale myndigheder en vis fleksibilitet, som spiller en vigtig rolle i SREP, når det drejer sig om at vurdere en banks interne procedure til vurdering af kapitalgrundlaget, dens interne procedure til vurdering af likviditet og stresstestene for mindre signifikante institutter.

For de mindre signifikante institutter er SREP en løbende proces, og udviklingen af metoden vil fortsætte.

SREP-metoden for mindre signifikante institutter

Valgmuligheder og skøn

Efter en offentlig høring offentliggjorde ECB i april 2017 en retningslinje og en henstilling med sigte på at harmonisere måden, hvorpå SSM-tilsynsmyndighederne udøver de valgmuligheder og skøn, der gives i henhold til EU-retten.

De kompetente nationale myndigheder forventedes at anvende henstillingen fra vedtagelsesdatoen 4. april 2017 og efterleve retningslinjen fra 1. januar 2018. I sin egenskab af overvågningsmyndighed følger ECB de kompetente nationale myndigheders implementering af de aftalte valgmuligheder og skøn.

I marts 2022 blev både retningslinjen og henstillingen opdateret for at tage højde for de lovgivningsmæssige ændringer, der var blevet vedtaget siden deres første offentliggørelse, navnlig med indførelsen af CRR II/CRD V-bankpakken, der indeholder de reviderede regler om kapitalkrav. De kompetente nationale myndigheder forventes at overholde den reviderede retningslinje fra 1. oktober 2022, mens de blev anbefalet at anvende den reviderede henstilling fra og med datoen for dens vedtagelse, 25. marts 2022.

Alle sider i dette afsnit

Whistleblowing