Ofte stillede spørgsmål om ECB's vejledninger til de interne procedurer til vurdering af kapital- og likviditetsgrundlaget (ICAAP og ILAAP)

ECB's erfaringer viser, at ICAAP og ILAAP skal forbedres på tværs af institutterne. Der er kun konstateret betydelige fremskridt i nogle signifikante institutters ICAAP og ILAAP.

ICAAP og ILAAP er af grundlæggende betydning for institutternes forvaltning af kapital- og likviditetsgrundlaget. ECB følger en flerårig plan for yderligere forbedring af institutternes ICAAP og ILAAP. På baggrund af en tæt dialog med institutter og andre repræsentanter fra branchen om udkastet til vejledningen, der blev offentliggjort i 2017, hvor der også er taget højde for øvrige input, har ECB finjusteret og udvidet sin tilsynsvejledning for ICAAP og ILAAP. Det er vigtigt at understrege, at signifikante institutter opfordres til straks at begynde at iværksætte ECB's tilsynsforventninger, der er beskrevet i vejledningerne, selv om de først vil blive anvendt af ECB's tilsynsmyndigheder fra 1. januar 2019. Hvis signifikante institutter beslutter at følge vejledningerne, opfordres de til at gøre dette i tæt samarbejde med deres fælles tilsynsteam og informere disse proaktivt om deres situationer og planer.

Det skal bemærkes, at ECB ikke har ændret den overordnede tankegang bag vejledningerne siden offentliggørelsen af de første ICAAP- og ILAAP-forventninger i januar 2016. Den har blot præciseret disse forventninger i tre trin i hhv. februar 2017 og marts 2018 samt med offentliggørelsen af de endelige udgaver i november 2018.

Referencedatoen for signifikante institutter, når de indsender ICAAP- og ILAAP-oplysninger (herunder fx ICAAP-skabelonen) til deres fælles tilsynsteam i 2019, er 31. december 2018. ECB vil først anvende vejledningerne til at vurdere signifikante institutters ICAAP og ILAAP fra 1. januar 2019.

Det forventes, at der er taget højde for de nyligt offentliggjorte vejledninger i de data og oplysninger om ICAAP/ILAAP, som signifikante institutter indsender til ECB i 2019. Det skal bemærkes, at ECB ikke har ændret den overordnede tankegang bag vejledningerne siden offentliggørelsen af de første ICAAP- og ILAAP-forventninger i januar 2016. Den har blot præciseret disse forventninger i tre trin i hhv. februar 2017 og marts 2018 samt med offentliggørelsen af de endelige udgaver i november 2018. Desuden er vejledningerne helt på linje med de ICAAP- og ILAAP-forventninger, der blev offentliggjort i januar 2016. Det skal understreges, at de ICAAP-oplysninger, der opgives via ICAAP-skabelonen, bør afspejle det økonomiske perspektiv.

På grund af de betydelige forskelle i behandlingen af ICAAP og ILAAP og den rolle, de spiller, i de forskellige medlemsstater syntes de signifikante institutters praksis at være meget uensartet. Forskelle i ICAAP var fx tydelige i bl.a. ICAAPs overordnede rolle i institutternes ledelse og beslutningstagning, i de økonomiske perspektivers over for de normative (eller lovgivningsmæssige) perspektivers rolle samt i den generelle ICAAP-tilgang, dvs. det såkaldte "going concern"-begreb sammenlignet med "gone concern"-begrebet. I nogle medlemsstater betragtes ICAAP og ILAAP som centrale risikostyringsprocesser i institutterne, mens de i andre er forbundet med processen med at udarbejde en rapport om kapital- og likviditetsgrundlag til tilsynsmyndigheden eller anvendes som synonymer for disse rapporter. ECB har kun noteret betydelige fremskridt i nogle signifikante institutters ICAAP og ILAAP.

Alle signifikante institutter opfordres til at forbedre deres ICAAP og ILAAP. Vi forventer, at offentliggørelsen af vores væsentligt forbedrede vejledninger kan være til hjælp i den forbindelse.

Først og fremmest er ICAAP og ILAAP vigtige inputfaktorer i det europæiske banktilsyns tilsynskontrol- og vurderingsproces (SREP). De indgår i vurderingerne af alle SREP-elementer og i procedurerne for fastsættelse af søjle 2-kapital- og likviditetskrav. Det forventes, at ICAAPs og ILAAPs rolle i SREP vil blive udvidet yderligere i fremtiden.

ICAAP og ILAAP er centrale faktorer for institutternes modstandsdygtighed. Derfor vurderer ECB hvert år disse processer som en del af SREP. Hvis ECB konstaterer svagheder, kan den træffe tilsynsforanstaltninger for at afhjælpe problemerne i det pågældende institut. Sådanne foranstaltninger kan også omfatte kapital- eller likviditetstillæg for at afhjælpe den øgede usikkerhed i institutternes risikostyring og for at tilskynde signifikante institutter til at afhjælpe disse svagheder.

ECB's synspunkt har fokus på at holde banksektoren stabil ved at sikre, at institutterne bevarer kontinuiteten i deres forretning. ICAAP-vejledningen beskriver derfor en ICAAP-tilgang, der har til formål at bidrage til institutternes kontinuitet ved at sikre, at de har en tilstrækkelig kapitalisering. Siden januar 2016 har ECB konstant opfordret signifikante institutter til at skifte fra "gone concern" ICAAP-tilgange til tilgange, der er rettet mod deres kontinuitet.

Både ICAAP og ILAAP er baseret på to lige vigtige, men indbyrdes supplerende, søjler: det økonomiske og det normative perspektiv. Begge perspektiver belyser risici, som et institut er eksponeret for, samt dets kapital- og likviditetsgrundlag, fra meget forskellige vinkler. For at tage højde for de risici, som et institut eksponeres for, bør det overveje at forvalte sit kapital- og likviditetsgrundlag ud fra både et normativt og et økonomisk perspektiv.

Institutterne skal til enhver tid opfylde kapital- og likviditetskravene under søjle 1 og søjle 2 (vurderet ud fra et normativt perspektiv). Ud fra dette perspektiv alene er det imidlertid ikke tilstrækkeligt til at sikre institutternes overlevelse til enhver tid, hvilket den seneste finansielle krise har vist. Nogle institutter så fx sunde ud fra et perspektiv, der omhandlede lovpligtig kapital, mens de havde svært ved at sikre tilstrækkelige likviditets- og finansieringsniveauer, fordi deres modparter ikke havde den fornødne tillid til dem og ikke længere accepterede dem som pålidelige modparter. Disse modparter vidste, at sådanne institutters økonomiske substans var forringet, men dette var (endnu) ikke var afspejlet i deres balancer samt fx deres lovpligtige kapitalprocenter. I litteraturen anvendte man udtrykket "zombiebanker" til at beskrive sådanne institutter.

Det ene perspektiv kan derfor ikke erstatte det andet. Derimod bør begge perspektiver supplere og navnlig udveksle information med hinanden.

Tidligere anvendte nogle signifikante institutter ICAAP-tilgange, som de kaldte "going concern"-tilgange. Den forudsætning, der lå til grund for disse tilgange, var på daværende tidspunkt (t₀) at finde ud af, om de stadig ville opfylde de lovpligtige og tilsynsmæssige kapitalgrundlagskrav, hvis de risici, de kvantificerede i deres ICAAP for de kommende 12 måneder, slog igennem. Med henblik på denne vurdering fratrak de hovedsagelig den del, der var nødvendig for at opfylde kravene til tilsynsmæssig/lovpligtig kapital, i deres nuværende (t₀) kapitalgrundlag i balancen. Derefter sammenlignede de resten – undertiden benævnt "frit kapitalgrundlag" – med den risikoeksponering, de havde kvantificeret. Risikobeløbet indeholdt alle risici, der potentielt kunne påvirke det lovpligtige kapitalgrundlag og søjle 1-procenterne i de næste 12 måneder. Ret ofte blev risikoen kvantificeret ved hjælp af modeller, der fx genererede VaR med et konfidensniveau på 99 pct. (og i nogle tilfælde valgte man lavere konfidensniveauer for at tage hensyn til kontinuitetsaspektet i forretningerne, i modsætning til "gone concern"-tilgangen).

Det betød, at deres nuværende kapitalgrundlag blev sammenlignet med deres søjle 1- plus søjle 2-krav plus alle risici, der er kvantificeret i ICAAP (kreditrisiko, markedsrisiko, operationel risiko, IRRBB osv.) for t₀.

Det normative perspektiv, som det er defineret i ICAAP-vejledningen, adskiller sig fra sådanne tilgange, da det indeholder en særskilt ICAAP-risikokvantificering for t₀. I stedet forventes signifikante institutter ved t₀ at fastsætte søjle 1-procenter og sammenligne dem med deres eksterne kapitalkrav (søjle 1- og søjle 2-kapitalkrav, buffere) og søjle 2-vejledning. Dette tiltag gennemføres igen efter et år ved at fremskrive søjle 1-procenterne ved t₁ samt for de efterfølgende år, minimum t₂ og t₃. Disse fremskrivninger forventes naturligvis at tage højde for alle virkninger, der påvirker de fremtidige søjle 1-procenter i de pågældende scenarier. Dette omfatter ændringer i risikovægtede aktiver samt resultatopgørelsen og andre virkninger på kapitalgrundlaget som følge af misligholdt kredit, markedsprisudviklingen, renteændringer osv.

Det normative perspektiv kan sammenlignes med det, mange institutter gjorde i deres planlægning af lovpligtig kapital. De signifikante institutter bør dog være opmærksomme på, at ECB's forventninger med hensyn til kapitalplanlægning går langt videre end det, mange institutter gjorde tidligere, fx i forbindelse med fastlæggelsen af negative scenarier og alvorligheden af antagelserne om den fremtidige udvikling, der vurderes i negative scenarier.

Nej. ECB forventer dog, at signifikante institutter er forsigtige og konservative. Det betyder, at de generelt ikke bør være mindre konservative, når de fastsætter de parametre og andre antagelser, der ligger til grund for deres risikokvantificeringsmetoder i det økonomiske perspektiv.

Dette skal ikke forveksles med tilsynsmyndighedernes anvendelse af nedre grænser. Som det fremgår af EBA's SREP-retningslinjer vil tilsynsmyndigheden anvende en nedre søjle 1-grænse for specifikke risici.

Generelt er vejledningerne ikke juridisk bindende, og de erstatter eller fortrænger derfor ikke gældende lovgivning til gennemførelse af kapitalkravsdirektivets (CRD IV) artikel 73 og 86. Hvis vejledningerne i visse tilfælde ikke er i overensstemmelse med gældende lov, vil ECB anvende gældende lov i sin vurdering af signifikante institutters ICAAP og ILAAP. ECB har dog udarbejdet vejledningerne i meget tæt samarbejde med de kompetente nationale myndigheder. Den forventer derfor ikke, at der opstår sådanne uoverensstemmelser mellem vejledningerne og national lovgivning.

Nej. ECB præciserer i vejledningerne, at dette ville være en fejlopfattelse, idet begrebet management-buffer ikke fastsætter nye kapital-/likviditetskrav ud over de eksisterende lovbestemte minimumskrav. Begrebet management-buffer angiver blot, at institutter normalt vil operere over de tilsynsmæssige minimumskrav på eget initiativ, af den simple grund at de ellers ikke ville være i stand til at finde de modparter, kunder, medarbejdere og investorer, de skal bruge for at kunne følge deres forretningsmodel. I vejledningerne opfordres institutterne imidlertid til udtrykkeligt at vurdere det kapital-/likviditetsniveau, de hver især har behov for i hvert af de vurderede scenarier. Når de i relevant omfang fastsætter konkrete management-buffere, opfordres de til at begrunde disse. Dette er i overensstemmelse med den overordnede idé med ICAAP, idet institutterne bør være fuldt bevidste om de risici, de møder, og håndtere dem aktivt.

Nej. Management-buffere er værktøjer til bankernes interne risikostyring, og de vurderes ikke i forbindelse med ECB's kapitalnedbringelsesprocedurer. For at komme i betragtning til hurtig behandling skal bankerne opfylde de kriterier, som er fastsat for den pågældende nedbringelsestype, og som er offentliggjort på ECB's websted og yderligere specificeret i skemaerne vedrørende hurtig behandling. Hvor det er relevant, fokuserer kriterierne for hurtig behandling på det faktiske råderum over minimumsgrænsen for tilsyn, men ikke på interne management-buffere. Ansøgninger om kapitalnedbringelse, der ikke opfylder kriterierne for hurtig behandling, kan stadig godkendes efter den sædvanlige procedure.

Vejledningerne beskriver ikke konkrete negative scenarier ud fra det normative perspektiv, fordi disse forventes at stå i et rimeligt forhold til institutternes forretningsaktiviteter, operationelle forhold, risikoprofiler og dermed deres sårbarheder, som alle er meget forskellige fra institut til institut. Følgende præciseres i vejledningen under princip 7: "De forskellige negative scenarier forventes i tilstrækkelig grad at dække alvorlig økonomisk afmatning og finansielle stød, relevante institutspecifikke sårbarheder, eksponeringer mod større modparter og plausible kombinationer af disse".

Med hensyn til den alvorsgrad, der forventes at ligge til grund for negative scenarier, præciseres det i vejledningen i forhold til princip 7, at ECB forstår "negativ" som alvorlig stress: "Alvorsgraden forventes at svare til en udvikling, der er plausibel, men lige så alvorlig set fra instituttets synspunkt som enhver udvikling, der kan observeres under en krisesituation på markederne, og dækker de faktorer eller områder, der er mest relevante for instituttets kapital- og likviditetsgrundlag".

Definitionen af intern kapital forventes at være i overensstemmelse med begrebet økonomisk kapitalgrundlag og instituttets interne risikokvantificeringer. Begrebet økonomisk kapitalgrundlag er et internt begreb, der – ud fra et økonomisk perspektiv – har til formål at sikre, at instituttets finansielle ressourcer (interne kapital) sætter det i stand til at dække sine risici og til løbende opretholde kontinuiteten i sine aktiviteter.

Det bør bemærkes, at den interne og lovpligtige kapitals størrelse kan variere betydeligt på grund af de forskellige begreber, der ligger til grund for definitionerne. Det skyldes, at den interne kapital forventes at afspejle instituttets økonomiske værdi, mens den lovpligtige kapital primært er baseret på lovgivningsmæssige definitioner, men generelt også kan indeholde regnskabsmæssige antagelser. Alt efter det enkelte instituts situation og de gældende regnskabsstandarder kan økonomiske værdier, der afviger fra de bogførte værdier, medføre væsentlige forskelle.

Det samme gælder for kvantificeringen af risici, hvor det normative synspunkt vurderer virkningerne af alle risici på lovbestemte grænser og dermed følger regnskabsregler og lovgivningsmæssige definitioner. Modsat vurderes det i det økonomiske perspektiv, hvordan de risici, som instituttet er væsentligt eksponeret for, kan påvirke dets økonomiske værdi. Kreditspændsrisici for positioner, der ikke bogføres til dagsværdi, er et typisk eksempel på risici, der forventes at blive behandlet forskelligt i de to perspektiver.

Definitionen af interne likviditetsbuffere forventes være i overensstemmelse med begrebet økonomisk likviditetsgrundlag og instituttets interne risikokvantificeringer. Begrebet økonomisk likviditetsgrundlag er et internt begreb, der – ud fra det økonomiske perspektiv – har til formål at sikre, at instituttets finansielle ressourcer (interne likviditet) sætter det i stand til at dække sine risici og udgående pengestrømme samt løbende at opretholde kontinuiteten i sine aktiviteter. Også her kan forskellige underliggende antagelser og begreber medføre store forskelle i den disponible likviditets størrelse og i stabile finansieringskilder.

I forbindelse med tier 2-kapitalinstrumenter/efterstillede gældsinstrumenter er der normalt ingen bestemmelse i term sheet'et, der angiver, at de vil absorbere tab i andre scenarier end ved likvidation. Efterstillede lånepositioner vil blive tilbagebetalt til gældsindehavere i fortsættelsessituationen i henhold til udstedelsesbetingelserne/-vilkårene.

Idet ECB's ICAAP-forventninger er baseret på en antagelse om fortsættelse, kan tier 2-kapitalinstrumenter, herunder især efterstillet gæld, generelt diskonteres som risikoabsorberende i en fortsættelsessituation. Sådanne instrumenter forventes derfor generelt ikke at indgå i den interne kapital. Instituttet har dog mulighed for at begrunde, hvorfor denne logik ikke er relevant i et konkret tilfælde.

I negative scenarier under det normative perspektiv forventes instituttet at påtage sig en ekstraordinær, men plausibel, udvikling med en tilstrækkelig alvorsgrad, når det gælder virkningen på dets minimumskapitalprocenter, navnlig CET1-procenten. Alvorsgraden forventes at svare til en udvikling, der er plausibel, men lige så alvorlig set fra instituttets synspunkt som enhver udvikling, der kan observeres under en krisesituation på markederne, for de faktorer eller områder, der er mest relevante for instituttets kapitalgrundlag.

Institutterne forventes naturligvis ikke at "planlægge" sådanne scenarier. De forventes dog at forberede sig på en plausibel situation, hvor de kan opstå. "Planlægning" skal i den forbindelse ikke forstås sådan, at de skal sigte mod møde negative omstændigheder. "Planlægning" skal derimod handle om at "være forberedt" og "være i stand til at forebygge" fremtidige stresshændelser for at kunne undgå underkapitalisering under sådanne negative omstændigheder.

Det niveau af konservatisme, der ligger til grund for risikokvantificeringerne i det økonomiske perspektiv, forventes allerede at være meget højt og bør derfor også tage højde for meget sjældne hændelser. Afhængig af den anvendte risikokvantificeringsmetode afspejles dette fx i høje konfidensniveauer. Dette giver anledning til spørgsmålet om, hvorvidt der forventes yderligere stresstest i det økonomiske perspektiv.

Dette spørgsmål kræver to svar: På en ene side forventes det ikke, at risikokvantificeringerne i det økonomiske perspektiv vil gennemgå stresstest gennem negative scenarier (med flerårig stress) som i det normative perspektiv. ICAAP skal dog tage højde for den fremtidige udvikling, og institutterne forventes derfor at vurdere deres risikokvantificeringers følsomhed over for den potentielle fremtidige økonomiske udvikling, som ikke er omfattet af de data, der anvendes til at kvantificere risikoen.

Som eksempel kan nævnes, at boligpriserne i USA steg vedvarende over en meget lang periode, inden krisen brød ud i 2008. De rent bagudskuende risikokvantificeringsmetoder, som i vid udstrækning anvendes i branchen, gav anledning til en formodning om, at denne langvarige tendens aldrig ville skifte, og at vedvarende stigende boligpriser derfor betød, at realkreditlån ikke indebar nogen kreditrisiko. Da tendensen skiftede, viste historien, at denne konklusion var forkert.

Et lignende problem kan observeres, når institutterne fx anvender Value-at-Risk-modeller (VaR-modeller) til at kvantificere deres markedsrisiko. Efter en længere periode med stabile/stigende aktiekurser vil anvendelsen af fx begrebet historisk simulering til kvantificering af VaR resultere i meget lave risikotal. I virkeligheden kan tendenser dog altid skifte, således at den fortid, der indgår i modellerne, i væsentlig grad kan føre til en undervurdering af den reelle risiko. I begge tilfælde vil selv et meget højt konfidensniveau medføre en grundlæggende undervurdering af risiciene.

Derfor forventes der også et omfattende, solidt og konservativt fremadrettet stresstestprogram i form af en vurdering af forskellige parametre for det økonomiske perspektiv, da dette er afgørende for at sikre, at risici ikke undervurderes, og at institutterne kan opretholde tilstrækkelige kapitalniveauer, også set ud fra et økonomisk perspektiv. I overensstemmelse med begrebet "gensidig information" mellem de to ICAAP-perspektiver forventes institutterne også at anvende de negative scenarier i det normative perspektiv, når de vurderer deres kapitalgrundlag ud fra det økonomiske perspektiv.

Det bør bemærkes, at udtrykket "stresstest" undertiden anvendes som synonym for flerårige stresstest af EBA-typen. Det er ikke det, der menes i denne sammenhæng. Det fremgår klart af ICAAP-vejledningen, at ECB ikke forventer, at institutterne udarbejder flerårige fremskrivninger af deres økonomiske kapitalgrundlagssituation ved fx at fremskrive en etårig enfaktormodel i yderligere tre år.

De risikokvantificeringsmetoder og antagelser, der anvendes i de økonomiske og normative perspektiver, forventes at være robuste, tilstrækkelig stabile, risikofølsomme og konservative med henblik på at kvantificere tab, der kan opstå, selv i sjældne tilfælde.

Efter ECB's opfattelse er det overordnede forsigtighedsniveau i en forsvarlig ICAAP i det økonomiske perspektiv generelt mindst på det niveau, der ligger til grund for risikokvantificeringsmetoderne i de interne modeller under søjle 1. Det overordnede forsigtighedsniveau bestemmes i højere grad af kombinationen af de underliggende antagelser og parametre end af disse hver for sig. "Kombination" betyder i den sammenhæng, at tilgange kan være i overensstemmelse med denne vejledning, selv om nogle enkeltparametre, fx tillidsniveauet for modeller for økonomisk kapital, er mindre konservativt end i søjle 1. I sådanne tilfælde forventes institutterne imidlertid at påvise, hvordan disse mindre konservative antagelser opvejes, således at de samlet set mindst er på niveau med det forsigtighedsniveau, der ligger til grund for søjle 1.

I forhold til forsigtighedsniveauet præciseres det i ICAAP-vejledningen, at selv om det generelt forventes, at ICAAP anvendes i beslutningstagningen, forventes det ikke, at hver eneste forretningsbeslutning træffes på grundlag af det højeste forsigtighedsniveau.

Der kan anvendes forskellige niveauer til forskellige formål. Institutterne forventes dog også at kunne bære de risici, der er kvantificeret på grundlag af et meget højt forsigtighedsniveau. Eksempelvis kan et institut basere prisfastsættelsen af derivater og dermed beslutningen om at udbyde eller købe visse produkter på markedet på den antagelse, at der ikke vil opstå en krisesituation på det pågældende marked. Det bør imidlertid være i stand til at overleve en eventuel materialisering af en sådan risiko i forhold til både disponibel kapital og risikostyringsprocesser. I det specifikke eksempel vil dette betyde, at instituttet bør være i stand til at absorbere eventuelle tab som følge af den pågældende derivattransaktion, selv om der opstår en krisesituation på markedet.

Det fremgår af vejledningerne, at det forventes, at de tre forsvarslinjer, herunder forretningsområderne og de uafhængige interne kontrolfunktioner (risikostyring, compliance og intern revision), foretager en omfattende intern kontrol i overensstemmelse med deres respektive roller og ansvarsområder. For at sikre et velfungerende kontrolsystem skal det område (anden forsvarslinje), der er ansvarligt for at udvikle og validere risikokvantificeringsmetoder, være et område, der er uafhængigt af risikopåførende enheder (første forsvarslinje). Det er desuden vigtigt, at alle instituttets aktiviteter (herunder aktiviteterne under anden forsvarslinje) regelmæssigt gennemgås af en anden fuldt uafhængig intern revisionsfunktion (tredje forsvarslinje), som rapporterer direkte til ledelsesorganet.

Afhængig af instituttets størrelse og kompleksitet kan der anvendes forskellige organisatoriske løsninger for at sikre uafhængighed mellem udvikling og validering af risikokvantificeringsmetoder. Det forventes imidlertid, at de begreber, der ligger til grund for de forskellige forsvarslinjer, overholdes, og den uafhængige validering forventes således at blive udført af en anden enhed end den interne revisionsfunktion.

Valideringsaktiviteterne, som forventes at blive udført af risikostyringsfunktionen (dvs. anden forsvarslinje), forventes derfor at blive regelmæssigt gennemgået af den interne revisionsfunktion (dvs. tredje forsvarslinje). Det forventes også, at den interne revision medtager risikokvantificeringsmetodernes tilstrækkelighed i sin revisionsplan.

Nej. LCR-fremskrivningerne for negative scenarier (dvs. i stresssituationer) følger nøje bestemmelserne vedrørende vægte, afviklingssatser osv. i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61, dvs. at den måde, LCR beregnes på, altid er den samme. ECB forventer imidlertid, at institutterne fastsætter de mellemværender for aktiver, passiver og ikkebalanceførte forpligtelser, der indgår i beregningen af LCR i en periode med stresssituationer, og derefter multiplicerer disse mellemværender med de vægte eller afviklingssatser, der er fastsat i forordningen.

Målet med denne forventning er, at institutterne skal være opmærksomme på den indvirkning, som visse alvorlige, men plausible, fremtidige udviklinger kan have på LCR-procenten (som de også i fremtiden ville skulle beregne under disse forhold). Institutterne forventes at analysere resultaterne af disse fremskrivninger og beslutte, om de skal træffe foranstaltninger for at forberede sig på eller forebygge den forventede situation.

Resultatet af en sådan vurdering kan fx være, at LCR falder til 60 pct. Selv om kapitalkravsforordningen antager, at LCR til tider kan falde til under 100 pct., forventes instituttet stadig at besvare spørgsmålet om, hvorvidt det fortsat vil være i stand til på bæredygtig vis at følge sin forretningsmodel med en LCR på 60 pct. under de omstændigheder, det har antaget i det pågældende negative scenarie.

Det fremgår i ICAAP-vejledningen at "Kapitalplanen forventes at omfatte basisscenarier og negative scenarier og dække en fremadrettet tidshorisont på mindst tre år". Det betyder, at institutterne forventes at gennemføre en kapitalplanlægningsproces – ofte inden for rammerne af deres almindelige flerårige planlægningsproces – der tager højde for hele tidshorisonten på mindst tre år, når den godkendes. Institutterne forventes at sørge for, at kapitalplanen justeres i løbet af året, hvis den er blevet forældet som følge af den reale udvikling. Desuden forventes institutterne at gennemgå hele kapitalplanlægningsprocessen, der omfatter alle relevante funktioner, fx økonomiafdelingen samt risiko-, finans- og forretningsområderne, mindst én gang om året.