Hvorfor føres der tilsyn med banker?
30. april 2018
For at sikre en vigtig tjenesteydelse
Bankerne yder finansielle tjenesteydelser, som vi alle bruger. Vi sætter penge i banken, låner i banken og optager boliglån i banken. Som enkeltpersoner stoler vi på dem. Det samme gør husholdninger, virksomheder og myndigheder. Banker gør det muligt for de finansielle markeder at fungere og muliggør derved økonomisk aktivitet.
For at skabe sikkerhed
Det finansielle system er tæt forbundet. Dets bestanddele bindes sammen af tillid. Hvis bare én bank bliver nødlidende, kan det ryste tilliden til systemet og udgøre en alvorlig fare for det. Eksempelvis kan stormløb på banker hurtigt sprede sig fra nødlidende institutter til sunde institutter og efterfølgende give dem problemer. En banks fald kan få en dominoeffekt og føre til mange andre bankers konkurs.
Det, at der føres tilsyn med bankerne, beroliger både markeder og indskydere og mindsker sandsynligheden for stormløb på banker og andre former for finansielle smitteeffekter.
For at beskytte sparerne
Almindelige sparere kan ikke bedømme, om en bank er sikker og sund. De har ikke adgang til de nødvendige oplysninger og mangler måske den nødvendige baggrundsviden. Tilsynsmyndighederne handler derfor i almenhedens interesse, når de regelmæssigt kontrollerer bankernes risikokultur og corporate governance, og når de udsteder (eller inddrager) banklicenser.