SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Whistleblowere handler i alles interesse

08/09/2015 (opdateret 26. oktober 2018)

Whistleblowere

ECB's banktilsyn er strengt, men retfærdigt. En helt central del af ECB's opgave består i at sikre, at alle banker under tilsyn og alle tilsynsmyndigheder lever fuldstændig op til deres forpligtelser i henhold til EU-lovgivningen. Det sker imidlertid, at disse forpligtelser ikke opfyldes, og i nogle tilfælde gøres der bevidste forsøg på at skjule forseelser. Whistleblowere, der informerer ECB om mulige ulovlige metoder, tjener almenhedens interesse og handler til alles bedste, når de indberetter deres mistanke.

Det er først og fremmest compliance-ansvarlige, revisorer og andre medarbejdere i en bank, som kan få kendskab til eventuelle ulovligheder. Mangelfuld beregning af kapitalgrundlag og kapitalkrav samt forvaltningsmæssige spørgsmål hører til de mest almindelige overtrædelser, som indberettes.

"Indberetning af overtrædelser er et effektivt redskab til at bringe forretningsmæssige uregelmæssigheder frem i lyset."

(Danièle Nouy, formand for Tilsynsrådet, Opinion piece)

ECB kan kun undersøge overtrædelser af "relevant EU-lovgivning", dvs. lovgivning, som vedrører tilsyn med banker, fx lovgivningen om kapitalkrav og ledelsesstrukturer. Hvis en overtrædelse vedrører andre områder af tilsynet med bankerne – fx forbrugerbeskyttelse eller gennemførelse af regler for bekæmpelse af hvidvask af penge – har ECB ikke mandat til at følge op på den. Sådanne overtrædelser skal i stedet indberettes til de nationale myndigheder.

Hvordan foretager man en indberetning?

Overtrædelser skal indberettes i onlineformularen. Derved sikres det, at indberetningen sendes direkte og omgående til dem, der er ansvarlige for at vurdere, om der eventuelt er sket en overtrædelse. Formularen indeholder også en række spørgsmål, som er vigtige for ECB's vurdering af indberetningen.

Whistleblowerplatform

Beskyttelse af whistleblowere

Hvem som helst kan anvende ECB's onlineformular til anonymt at indberette en overtrædelse. Personer, som indberetter en overtrædelse, kan have tillid til, at ECB omhyggeligt gennemgår deres indberetning.

ECB har rådført sig med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse for at sikre, at der er truffet alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte informanter, og at de er på linje med EU's databeskyttelseslovgivning. Beskyttelsen fremgår også af den lovramme, som gælder for ECB's tilsynsopgaver.

Hvordan behandles indberetninger?

Et ekspertteam tager imod indberetningen og vurderer, om den er relevant for ECB eller en national banktilsynsmyndighed. Hvis ekspertteamet efter den første vurdering konkluderer, at indberetningen er relevant, sender det indberetningen videre til det ansvarlige forretningsområde i ECB eller til en national banktilsynsmyndighed. Indberetningen kan eksempelvis udløse en anmodning om oplysninger, en inspektion på stedet, anvendelsen af tilsynsforanstaltninger eller en sanktionsprocedure.

På grund af den gældende ordning om tavshedspligt må ECB ikke oplyse informanten om resultatet af indberetningen. Der offentliggøres dog hvert år et anonymiseret sammendrag af alle indberettede overtrædelser, inkl. ECB's opfølgning på disse, i årsrapporten om ECB's tilsynsvirksomhed.

Whistleblowing