Hvad er fit & proper-tilsyn?
18. marts 2016 (opdateret 22. marts 2019)
Hvad er fit & proper-tilsyn?
Bankers ledelsesmedlemmer skal være i stand til at træffe beslutninger, som sikrer en forsvarlig og forsigtig ledelse af deres banker. Sådanne beslutninger beskytter også banksektoren i bredere forstand.
Bankerne bærer selv det primære ansvar for at vælge personer, der er passende både nu og i fremtiden. ECB fører tilsyn med denne proces og kontrollerer ledelsesmedlemmernes egnethed og hæderlighed i forhold til deres funktion. ECB skal forhindre, at personer, som ville udgøre en risiko for bankens korrekte funktion, overhovedet bliver medlem af ledelsesorganet, eller at de beholder denne funktion, hvis der opstår et alvorligt problem. Derfor fungerer ECB som adgangskontrollør i forhold til bankens ledelsesorgan.
Hvem er omfattet af fit & proper-tilsyn?
ECB træffer kun fit & proper-afgørelser vedrørende ledelsesmedlemmer i de banker, som ECB fører direkte tilsyn med, nemlig signifikante banker under europæisk banktilsyn. For personer i nøglefunktioner i disse banker (fx ledere af interne kontrolfunktioner, der ikke er en del af ledelsesorganet) træffer vi kun fit & proper-afgørelser, når det kræves i henhold til national lovgivning. Hvad angår de mindre signifikante banker, træffes fit & proper-afgørelserne stadig af de nationale tilsynsmyndigheder, dog med undtagelse af udstedelser af nye banklicenser.
Hvilke kriterier skal potentielle ledelsesmedlemmer leve op til?
ECB foretager fit & proper-vurderinger af nyligt udnævnte ledelsesmedlemmer i overensstemmelse med den respektive nationale lovgivning til gennemførelse af kapitalkravsdirektivet. Kandidaterne vurderes ved hjælp af fem kriterier for egnethed og hæderlighed, der er fastsat i kapitalkravsdirektivet:
Viden, kompetencer og erfaring | Har kandidaten den viden, de kompetencer og den erfaring, der skal til for at udføre en bestemt funktion i banken? |
---|---|
Omdømme | Er kandidaten tidligere straffet, eller har kandidaten tidligere været involveret i administrative eller skattemæssige uregelmæssigheder? Er kandidaten involveret i verserende retssager? |
Interessekonflikter | Ledelsesmedlemmer skal være uafhængige, når de træffer afgørelser. Har kandidaten interessekonflikter, som kan påvirke banken negativt? |
Tilstrækkelig tid | Kan kandidaten afsætte tilstrækkelig tid til den foreslåede funktion i banken? |
Ledelsesorganets kollektive egnethed | Ud fra en vurdering af, hvad en konkret kandidat tilfører ledelsesorganet, hvordan passer den pågældende så ind i hele ledelsesorganets sammensætning? |
Hvordan udføres en fit & proper-vurdering?
For det første har bankerne selv et ansvar for at udnævne passende kandidater. Derfor skal de have indført en solid procedure for udvælgelsen af de bedste kandidater.
Derefter forelægger bankerne kandidatens oplysninger i en sagsmappe for den nationale tilsynsmyndighed (ikke ECB) med henblik på en fit & proper-vurdering. Her anvender de den relevante nationale formular.
Når processen er sat i gang, bistår den nationale tilsynsmyndighed Afdelingen for Tilladelser i ECB og det fælles tilsynsteam, som har ansvaret for banken, således at man når frem til en fælles vurdering. Det er vigtigt at inddrage det fælles tilsynsteam, da det er med til at sikre, at fit & proper-afgørelserne er i tråd med det generelle tilsyn med banken. ECB træffer den endelige afgørelse.
Hele processen er altså papirbaseret?
Ikke helt. Vurderingen kan altid drøftes uformelt mellem tilsynsmyndigheden og banken i forbindelse med udarbejdelsen af en kandidats sagsmappe. Under selve vurderingsprocessen kan det også besluttes at interviewe kandidaten for at indsamle supplerende oplysninger ud over de skriftlige oplysninger, der er modtaget fra banken. Det giver os også lejlighed til at tage vores specifikke forventninger til kandidatens fremtidige rolle op.
Hvis ECB har indvendinger mod kandidaten, har denne naturligvis ret til at blive hørt.
Hvor lang tid tager en fit & proper-vurdering?
Det afhænger af, om oplysningerne er tilgængelige, og dermed af
- hvor fuldstændige de oplysninger er, som banken leverer
- hvor hurtigt den nationale tilsynsmyndighed kan indsamle eventuelle yderligere oplysninger
- eventuelle forsinkelser i modtagelsen af oplysningerne, særlig i lande, hvor vurderingen foretages, efter at kandidaterne er blevet udnævnt
I nogle lande suspenderes eller afbrydes vurderingen, indtil banken har udleveret yderligere oplysninger. Andre faktorer, der kan have en væsentlig indvirkning på den samlede behandlingstid, er kompleksiteten af vurderingen (fx personens profil, funktion og stilling) og behovet for at gennemføre et interview eller en høring.
ECB overholder også de frister, der er fastsat i national lovgivning og, opfordrer til, at vurderingen holdes inden for den periode på fire måneder, der er fastsat i de fælles ESMA og EBA Retningslinjer for vurdering af egnetheden af medlemmer af ledelsesorganet og personer med nøglefunktioner.
Kan en kandidat indtræde i ledelsesorganet, før der er givet grønt lys?
Det er forskelligt fra land til land, hvornår vurderingsproceduren begynder. Enten skal bankerne ansøge eller underrette deres nationale tilsynsmyndighed, når kandidaterne er indtrådt i ledelsesorganet, eller de skal ansøge tilsynsmyndigheden, før kandidaterne kan begynde arbejdet.
Giver en positiv fit & proper-afgørelse kandidaten ret til at arbejde i en hvilken som helst bank?
Nej. En fit & proper-afgørelse vedrører kun en bestemt bank og stilling på et bestemt tidspunkt. Hvis situationen ændrer sig, fx hvis kandidaten flytter til en anden bank, vil det kræve en ny vurdering.
Har kandidater, som var foreslået af en bank, nogensinde fået afslag?
Lad os først lige slå fast, at ECB ikke offentliggør fit & proper-afgørelser. Generelt forventes der dog ikke et stort antal afslag, da bankerne kender de kriterier, som deres kandidater skal leve op til.
Desuden er afgørelserne ikke altid enten 100 pct. positive eller negative. Nogle gange stilles der krav til kandidaten og banken om at forholde sig til konkrete forhold, som vækker bekymring. Det kan fx være krav om, at kandidaten uddannes på et konkret område eller giver afkald på en opgave uden for banken. Banken kan også blive bedt om løbende at informere om en verserende retssag.
Fit & proper-afgørelser sker desuden på grundlag af en hurtig og retfærdig proces. Er der bekymringer om, hvorvidt en kandidat opfylder de retlige kriterier, drøftes de med den pågældende bank og den pågældende person. Banker og/eller kandidater kan beslutte at tage ansøgningen op til fornyet overvejelse, hvis det står klart, at bekymringerne ikke kan imødegås fuldt ud.